Jeg ved bloggen har ligget død, lidt længe nu. Jeg ved også godt at de fleste bloggere, blogger hver dag. Problemet er bare, at de fleste bloggere, blogger om madopskrifter, mode, skønhed osv. Jeg blogger om at inseminere min lesbiske veninde. Nu er jeg så kommet til den erkendelse, at jeg ikke kan blogge hele tiden. Jeg må holde mig til de dage jeg har noget på sinde. Ikke fordi jeg ikke har haft noget på sinde de andre gange, men nu er inseminerings processen ved at gentage sig selv meget og der dukker derfor ikke så meget nyt op, under den del.

Siden sidst har vi også haft planlagt, at tage graviditetstest, men desværre fik regnbuemor menstruation et par dage før. Der mistede jeg sgu lysten til bloggen og snak om emnet for en tid. Jeg har været i en heftig tid med teater og job og sygdom, samtidig og derfor har jeg skubbet alt omkring insemination lidt i baggrunden. En dejlig teaterkollega, spurgte ind til bloggen og projektet med graviditet og jeg kom til at svare hende, at nu ville jeg droppe bloggen. Vi talte lidt om det og undervejs i samtalen, gik det op for mig, at jeg blot har brug for kun at skrive når jeg har noget nyt, at skrive om. Noget der inspirerer mig til et nyt indlæg.

Vi er nu, dags dato, igang med endnu et insemineringsforløb, og som jeg tidligere nævnte, er det blevet helt naturligt. Måske lidt for naturligt faktisk. Der er helt sikkert brudt op med den personlige intimsfære. Dog er der ikke noget nyt under solen. Det er stadig den gode gamle kop i armhulen, sprøjteaflevering, lydløs porno osv.

Istedet vil jeg fortælle om en ny og, i nogles øjne, mere underholdende oplevelse. Jeg har været ved lægen og fået henvisning til en klinik, der skal teste min sædkvalitet. Vi vil vide om der er spræl i min sæd.

I mandags, kom så dagen hvor jeg skulle testes. Jeg ankommer til klinikken. Det er regnvejr og jeg er let gennemblødt. Jeg har hjemmefra besluttet, at ‘lave’ testen derinde. Altså onanere på klinikken, så jeg slipper for at suse tværs gennem København, med en kop sæd. Jeg finder skranken og bliver bedt om at følge den grønne streg i gulvet. Allerede her går det galt, da jeg hører det som den gule streg. Heldigvis får jeg sagt ‘den gule streg’ så damen kan nå at rette mig. Hun bliver pludselig lidt spids i tonefaldet og jeg går op ad trappen. Mit hjerte galoperer afsted, foran resten af min krop. Jeg kommer op i den mest uinteressante afdeling. Et lille bord med 4 stole omkring, agerer venteværelse. Venteværelset er omgivet af mange hvide døre, der alle er lukket. Den eneste dør der er åben, fører ind til et meget sparet kontor. Her sidder en dame og byder mig velkommen. Hun krydstjekker, på sin computer, og sikrer sig, at jeg har tid nu. Hun spørger om jeg har min prøve med. Jeg får fjumsket mig frem til, at jeg ønsker at tage prøven her. Hun fisker, på rutine, en lille pose op, fra en kasse bag hende. Kassen er proppet med små poser. Poserne indeholder hver, en kop (af dem jeg kender, dog UDEN låg), et aflangt smalt rør, med orange låg og så nogle foldere om hvordan man skal forberede sig på testen.

Folderen har jeg allerede læst. Der står blandt andet, at man ikke må have haft feber over 38 grader, de seneste 3 måneder. Problemet er, at jeg for blot en uge siden havde feber. Jeg har ikke et termometer liggende, så jeg aner ikke om jeg var over 38 grader, men jeg tvivler. Jeg føler jeg er nødt til at gøre opmærksom på det, men kan ikke finde ud af hvornår, for hun ævler løs om denne test. Hun fortæller at jeg skal bruge den store kop og resten hører jeg simpelthen ikke, for jeg er optaget af, at få sagt til hende at jeg har haft feber.

Hun halser ned ad gangen, for at ‘indlogere’ mig i mit lille værelse. Jeg får fremstammet det med feberen på vej ind. Hun stopper og kigger undrende på mig. Hun appellere en del til min dårlige samvittighed. Som hun ganske rigtigt siger: ‘Jeg kan jo ikke vurdere hvor syg du har været’. Hun har ret… Hun er måske lidt nedladende i sin tone, men kvinden har jo ret. Hun lukker døren til rummet.

Jeg står nu i jordens kedeligste lokale. Virkelig. Jeg kigger rundt og der er præcis lige så spændende her, som der er i en pose rasp. Jeg troede det ville blive let at onanere her, før jeg så det. Jeg mener, rummet er for helvede da skabt til formålet. Pludselig savner jeg badeværelset. I rummet er der en stol, en vask, en køkkenrulle og et lille bord med en skuffe i. Jeg åbner naturligvis skuffen, i håb om at finde noget inspirerende. I skuffen finder jeg tre blade, med silikoneekploderede brystbomber. Sig mig, er det kun heteromænd, der får tjekket sædkvalitet? Jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg må igang med telefonen igen. Tænk at man skal bruge sin egen mobildata på porno, når man står på en prof sædklinik. Jeg beslutter mig med det samme for, at det her skal foregå stående. Jeg skal da på ingen måde sidde i den stol. Hvad den mon ikke har oplevet! Jeg får gang i det jeg kom for og rammer koppen, naturligvis uden problemer. Jeg er jo efterhånden ret øvet. Jeg bliver færdig og pludselig slår det mig… Der er jo ikke låg til koppen. Skal det mon op i den lille beholder? Jeg tænker at det kan da ikke være mig der skal hælde det der over i. Man er jo nødt til at bruge en pipette eller sprøjte for at få det derover. Jeg pakker mine ting sammen og gemmer koppen i mine papirfoldere. Jeg synes det er lidt vildt at skulle gå rundt med den kop sæd ude på gangen.

Ude på gangen rammer jeg venteværelset. Her sidder en mand og skriver på en blanket. Jeg møder damen fra før, som straks beder mig tage plads, ved samme bord som manden, så jeg kan udfylde blanketten. Hun løber afsted ned ad gangen, med en tredje mand som skal overtage mit værelse. Jeg er forvirret. Skal jeg stille min kop med sæd på bordet, foran den anden mand? Det har jeg da slet ikke lyst til. Jeg kigger på bordet og ser straks, at hans prøve ligger i posen, ergo må han jo have fået sin sæd over i det cylinderformede glas med låget. Nu panikker jeg temmelig meget, kan jeg mærke. Jeg føler mig dum. Jeg kan slet ikke sætte mig og udfylde blanket når min sædprøve er i den store kop uden låg. Jeg kan da ikke bare stille den på bordet ved siden af ham. Jeg farer op og ned ad gangen, for at finde en af de tusind døre, hvor der står ‘toilet’. Jeg kan jo ikke gå tilbage til rummet for der er jo en ny mand derinde. På alle dørene står der ‘kontor’. Fuck, hvad gør jeg? Sekvensen varer måske i 30-40 sekunder, men det føles som 10 min. hvor jeg render rundt med en åben kop sæd. Til sidst gemmer jeg mig i en krog, hvor manden ikke kan se mig, men hvor jeg er klar til at spørge damen, når hun kommer ud.

Damen kommer endelig ud på gangen og jeg får, helt rød i skallen, fortalt hende at jeg havde overhørt det med, at jeg skulle hælde det over i det lille glas. Hun er sød nok og hiver mig med ind på sit kontor hvor der er en vask. Her kan jeg hælde min sæd over i det andet glas, siger hun. Hun vælger dog så, at blive stående i lokalet imens. Det er det mest syrede jeg nogensinde har oplevet. Aldrig har jeg været så lille som i dette øjeblik, hvor jeg står og hælder sperm fra et glas til et andet. Endda min egen sperm. Bagved mig står hun og venter. Jeg bliver færdig og smider min tomme sædkop ud i skraldespanden, lige ved hendes skrivebord. Jeg vil hjem! Jeg vil simpelthen bare hjem!

Nu skal jeg så sidde overfor hende og udfylde blanket. Hun beder mig stille min sædprøve på bordet, lige foran os. Der skal den så stå imens vi snakker. Ej altså. Får det her aldrig en ende? Kan hun mon lugte min panik og nyder at trampe lidt rundt på mig. Jeg kan vel ikke være den eneste der har gjort det forkert gennem tiden? Fjern dog den prøve, så jeg kan glemme at jeg har lavet den.

Vi får udfyldt blanketten og jeg får besked på at hente svaret hos min egen læge, efter 14 dage. Jeg springer ud af klinikken, ned ad trappen og ud af bygningen. Farvel og tak, håber aldrig jeg skal igennem den mølle igen.

Tiden er inde til en ny omgang med sprøjten. Ja den kan forstås på flere måder, men det er nu den reelle sprøjte, vi bruger til at inseminere med, jeg her tænker på. For at fjerne alle misforståelser fra start, så bruger vi en ny sprøjte til hvert forsøg. Bum så er den slået fast.

Vi har aftalt at Regnbuemor, denne gang, kommer hjem til mig. Mit badeværelse har længe været under ombygning, så lejligheden har været nærmest ubeboelig, men nu er her blevet fint igen, så vi tænker at det vil være en fin måde, at indvie det nye badeværelse på.

Regnbuemor henter mig, i sin bil, efter en teaterprøve og vi kører sammen hjem til mig, for at få ‘jobbet’ klaret. Det er sært som jeg glæder mig endnu mere denne gang. Måske fordi det er hjemme hos mig. Jeg ved det ikke. Jeg tror jeg har en tanke om, at det bliver nemmere at onanere på mit eget badeværelse. Hvorfor det skulle være det, ved jeg ikke, men det giver en anden tryghed.

Vi kommer hjem og det hele er bare super. Vi ved hvad vi skal. Jeg har været på Stork Klinikken, i København og hentet nye kopper og sprøjter, som ligger klar i skuffen, på mit nye badeværelse. Cromecast stikket sidder i tv’et, i soveværelset, så Regnbuemor kan ligge og se noget serie-halløj, mens vi venter på at sæden ‘virker’. Der er kolde colaer i køleskabet, så Regnbuemor kan få sig lidt at drikke også. Kort sagt er alt i den skønneste orden. Nu skal vi bare igang.

Der er dog et lille problem, jeg lige skal have løst før vi starter. Når jeg har onaneret, bliver jeg ikke bare slap på to sekunder og dét vil kunne ses, på mine underbukser. Normalt, når vi har insemineret hos regnbuemor, har jeg kunne gemme mig bag døren og lige række sprøjten frem til Regnbuemor, uden at behøve, at gå ind i lokalet. Desværre er det jo så sådan, at Regnbuemor gør mig opmærksom på, at jeg skal helt ind i lokalet, denne gang, for at kunne give hende sprøjten. Hun vil ikke kunne rejse sig, da hun, til den tid, vil ligge uden trusser under dynen. Ja det lyder som en banal ting, men pludselig fylder det rigtig meget, for mig. Jeg skal død og pine ikke flashe min erektion, for min lesbiske veninde. Jeg tager min dyne, smider den i gangen, så den er klar til, at jeg kan vikle den omkring mig, når jeg skal ind og levere varen. Problemet er løst.

En ny tanke rammer mig. Normalt har jeg været ude af døren, så snart jeg har afleveret min sædsprøjte til Regnbuemor. Det kan jeg jo ikke bare gøre nu, for hvor fanden skulle jeg gå hen? Det er jo min lejlighed og det ville da være sært at gå en tur, for at vende tilbage til gerningstedet. Jeg er nødt til at blive hængende. Den var ny. Hvordan mon det vil føles? Tanken virker hyggelig men er slet ikke rar. Omvendt har jeg jo, en enkelt gang sovet ved siden af hende, imens hun lå med min ladning i sig, men denne gang skal jeg jo ikke sove. Jeg beslutter mig for, at det er her jeg tager min kæmpe opvask, som er vokset imens, der har været ombygning. Nu har jeg tiden og en god undskyldning. Det er egentlig spøjst at jeg har det sådan. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor, det er så svært for mig at skulle blive i det. Jeg synes jeg tager de fleste ting ret cool, men det med at blive hængende, efter at have afleveret en sprøjte med sæd, til min bedste veninde, gør altså noget ved mig. Jeg tror det kan være fordi, at jeg ikke er vant til at skulle deale med, at andre ved hvornår jeg onanerer. Det er jo normalt min hemmelighed. Pludselig er der dog et menneske, som jeg elsker usandsynlig højt, der skal blandes ind i mit onani-liv. Jeg er jo som sådan ikke flov over at jeg gør det, for de fleste mennesker, på denne klode, gør det af og til. For manden er det en helt naturlig måde, at få tømt posen på. Det er sgu tanken om at folk ved, hvornår jeg gør det, der gør mig utilpas.

Jeg kan ikke trække den længere. Jeg må bide til bolle, som man siger. Jeg har en date med min kop. Den trofaste læser, af denne blog, ved allerede, at jeg starter med at smide koppen i armhulen. Nu står jeg så der. Koppen i armhulen og så er der stille. Jeg aner ikke hvordan jeg skal blive tændt nu. Det skulle jo være lettere på mit eget badeværelse, men det er det ikke. Jeg prøver først at bruge fantasien. Der sker ingenting. Min fantasi ønsker ikke, at blive brugt på nuværende tidspunkt. Jeg må ty til plan B. Internet porno, uden lyd. Nok ved Regnbuemor godt hvad jeg laver og nok er hun ikke sart, men hun skal ikke også have lyden, fra pornoen. Dér går min grænse. Desværre er porno uden lyd ikke ret ophidsende, hvis man spørger mig. Porno er i forvejen temmelig kunstigt, men det er endnu mere kunstigt at se to mennesker have sex, uden at der bliver sagt et kvæk. Pis. Plan B virker ikke, har jeg mon en plan C? Nej, ikke rigtigt.

Jeg må koncentrere mig nu. Altså jeg må vel i virkeligheden koncentrere mig om ikke at koncentrere mig for meget. Jeg tænker for meget. Jeg lukker øjnene og efter et lille stykke tid, virker min fantasi pludselig igen. Jeg får ordnet det jeg skal ordne og får sæden i koppen, videre op i sprøjten, underbukserne på, dynen rundt om mig og valser ind med sprøjten til Regnbuemor. Jeg går ud på badeværelset igen. Snupper et bad og får vasket koppen af.

Regnbuemor ligger i, næsten to timer og jeg får taget min opvask og henter masser af colaer til hende. Vi sludrer, griner og hygger og pludselig er det slet ikke så forfærdeligt, at blive i det. Jeg kommer dog aldrig til, at vænne mig til situationen med, at aflevere sprøjten. Det er præcis, stadig lige så akavet som første gang.

Der kan, til tider, være ret stille på bloggen og egentlig beskriver det ret godt, hvordan inseminations processen er.  I dagene hvor vi inseminerer og tester for graviditet, er der fuld tryk på tænketanken og i de dage, er der meget at skrive om, men perioden mellem en negativ graviditetstest og frem til næste insemination, sker der egentlig ikke så meget, på den front.

Nu er det ved at være tid til tredje forsøg, tredje skud i bøssen, tredje sprøjt i kussen, ja kært barn har mange navne. Vi skal inseminere meget snart igen og det er som bekendt, endnu ikke lykkedes os at have held i sprøjten. Regnbuemor og jeg har talt om, at få tjekket vores babylavnings apparater, sideløbende så vi ved om vi overhovedet kan lave børn. Vi har snakket frem og tilbage om vi skal gå til lægen sammen, da vi har hver vores læge og hvis ja, hvilken af vores læger skal vi så vælge? Skal vi udgive os for at være et hetero par, for at undgå, eventuelle diskriminerende særregler? Vi har hørt at heteroer kan få betalt inseminations behandlinger, mens homoer er for egen regning. Vi aner ikke om det passer, for der sker en rygende udvikling, på ligestillingen hele tiden, så det er ikke helt til at finde rundt i, hvilke regler der gælder og hvilke der ikke gør.

Jeg har gennem længere tid haft opdaget nogle knuder, på min krop. Knuder jeg kan mærke går mig på. Jeg tror ikke de er farlige, men det er farligt at gå og tro, når man lige så godt kan få det undersøgt. Min læge har åben konsultation idag, så jeg vælger at gå op og få ham, til at se på mine knuder. Samtidig tænker jeg, at jeg henkastet lige kan få smidt et par ord ind, om sædkvalitet. Fed plan, på den måde behøver jeg ikke nævne noget om homo/hetero problematikken, så det går nok rigtig fint det hele.

Jeg ankommer hos lægen og træder ind i venteværelset. Det er en gammel lejlighed på Frederiksberg, som ikke har fået anden modernisering end de kampagneplakater der hænger om diverse sygdomme og gratis undersøgelser man kan få, for tiden. Møblerne og farven på væggene, er tydeligvis, enten fra klinikkens åbning eller kort efter. Der er en speciel lugt af medicin og sterilitet. Sådan en rigtig lægelugt, som gør mig tryg og minder mig om min barndom, når jeg skulle undersøges hos lægen.

Jeg har lidt sommerfugle i maven, for venteværelset er lige op af receptionen, hvor sygeplejersken skal tage imod mit sygesikringsbevis. Jeg frygter lidt at hun skal spørge, i hvilken anledning jeg vil se lægen, for jeg kan ikke få mig selv til at sige ordet sæd højt i lokalet og selv med hviskende stemme kan man høre det i venteværelset. Jeg beslutter mig for, kun at nævne knuderne, hvis hun spørger og så gemme sædsnakken til selve lægekonsultationen. Heldigvis spørger hun ikke ind til hvad jeg fejler eller andet men beder mig tage plads i venteværelset.

Jeg sidder der i venteværelset. Der er 4 før mig. Jeg griber en avis og som jeg sidder der, går det op for mig hvor lydt der er i hele klinikken. Jeg kan faktisk høre, ret tydeligt, stort set hvert et ord der bliver udvekslet mellem lægen og patienten. Pis. Jeg skal spørge om sædkvalitet om lidt, velvidende at der sidder et helt venteværelse og kan lytte med. Mine potentielle kræftknuder er pludselig slet ikke i fokus mere, men jeg kan mærke at jeg får sommerfugle i maven. Ikke på en god måde, men på en pinlig og skamfuld måde.

Det er faktisk ret mærkeligt, for inden det her projekt havde jeg ikke noget problem, med at sige ord som sæd, pik, sperm, onani osv. men sært nok er jeg nu blevet så snerpet, at jeg næsten ikke kan sige ordene højt. Jeg kan stadig skrive dem, men jeg kan næsten ikke sige det. Ordene vil ikke ret tit ud af min mund. Jeg forstår ikke helt hvorfor, men jeg er blevet så blufærdig mht snakken om, at jeg skal onanere for at få sæden ud. Bare det at skulle sige til lægen, at jeg vil have testet min sædkvalitet, er blevet så grænseoverskridende for mig, som jeg aldrig havde drømt om, at det kunne blive.

Puha, det er min tur efter næste patient. Lægen kommer ud og siger mit navn højt i lokalet. Jeg føler lige så godt han kunne have råbt ‘SPERM’. Jeg føler med det samme, at alle kan se, at jeg skal ind og tale om sæd. Væmmelig følelse og i grunden mest fordi, det slet ikke er derfor, jeg kom i første omgang. Jeg skulle have tjekket knuder, som jeg har været så bekymret for og pludselig er det en dum ting som, min sædkvalitet der skal fylde hele tankebilledet.

Lægen mærker på mine knuder og jeg bliver henvist til en ultralydsscanning, med henblik på at afkræfte at jeg skulle have en lymfesygdom eller andre ting. Nu kommer det. Jeg skal sige det til lægen. Han skal vide at jeg gerne vil teste min sæd. Jeg får fremstammet, at jeg er igang med at lave baby og at der ikke rigtig sker noget. Han forstår med det samme hvad jeg beder om og hans svar er, at han ikke har helt styr på, hvordan det testes nu om dage (min læge er oppe i årene), men at det har hans sygeplejerske og hun kan give mig en test inde ved siden af.

Jeg springer langsomt i luften indvendigt. Skal HUN teste mig? Inde ved siden af. Skal jeg ind og onanere hos min læge og vise min sæd til hans sygeplejerske. Jeg er i chok og fortryder at jeg spurgte. På den anden side, er det da også lidt fedt at jeg slipper for, at skulle bestille tid til et sted hvor man kan få en test. Jeg er lidt spændt på om hun så kan give mig et svar idag.

Jeg bliver vist ind i ekstraværelset og skal vente på sygeplejersken. Jeg kan høre min læge, ude i receptionen. Han siger ordet sædtest, usmageligt højt. I samme sætning nævner han også mit navn. Åh Gud, hvor pinligt. Nu ved hele venteværelset at jeg står herinde og skal onanere. Jeg kan høre han kalder næste patient ind.

Sygeplejersken kommer ind, i værelset hvor jeg venter. Hun er sød og smilende. Hun lukker døren. Nu bliver jeg nervøs. Skal hun være herinde imens eller hvordan? Jeg ved inderst inde godt, at selvfølgelig skal hun ikke det, men angsten tager lidt over. Hun tager en pose frem med en kop og et lille glas. Hun finder en brugsanvisning frem og begynder at forklare mig om proceduren. Jeg spørger hende om det er en hjemmetest og hun siger, at man kan lave den hjemme og aflevere den på en klinik i København, eller man kan tage derind med det samme og ordne det hele derinde. Jeg ånder lettet op. Fedt jeg skal altså ikke onanere her hos lægen.

Hun forklarer meget længe, synes jeg, om hvordan det hele står beskrevet på papiret. Jeg må først lave sædprøven to dage efter sidst jeg har ‘tømt mig’. ‘Tømt mig’? Really? Skal hun bruge ordet ‘tømt’? Skal hun overhovedet bruge ord, når det hele står på papiret? Hun er jo rigtig sød og vil gerne forklare mig det, men jeg vil egentlig helst bare slippe for at snakke om, at jeg skal tømmes. Igen kan jeg mærke min, nyopståede blufærdighed, omkring onani-snak er på sit højeste.

Jeg får min pose med kop og glas, smider det i tasken og siger tak, alt imens jeg stormer ud af døren. Jeg er lettet da jeg kommer ud på gaden. Jeg fik det overstået og nok var det pinligt, men også dejligt at jeg nu får testet min sæd. Tænk hvis den slet ikke kan lave børn?!

Nu er ventetiden atter trådt ind. Denne gang venter jeg, eller vi, på endnu en ægløsning. Vi er nu på tredje omgang og jeg er derfor ikke fyldt med tanker om, hvordan mon det foregår og hvordan det føles at skulle inseminere. Jeg har prøvet det før og det giver istedet plads til nogle nye spekulationer og tanker. Jeg har derfor tænkt mig at mit indlæg, denne gang, skal handle om hvorfor jeg gerne vil være far.

Der er flere grunde til, at jeg gerne vil være far. Den første grund er, at jeg selvfølgelig selv synes jeg har nogle vildt fede livsværdier. Dem vil jeg enormt gerne give videre. Jeg tror, jeg kan gøre en enorm forskel for et barn, på den gode måde. Det med at få et barn er jo grundlæggende en egoistisk handling, men ikke nødvendigvis på en dum måde. Man kan sagtens være egoistisk, til gavn for andre. Den glæde man får fra et barn og den glæde man får ud af, at være noget for andre, er nogle eksempler på, en selvtilfredshed man kan opnå, ved at få et barn. Den måde at være egoistisk på, synes jeg ikke der er noget forkert i. Så længe man lever op til sit ansvar, som far eller mor.

Ansvaret er min næste grund. Jeg ønsker at ændre et mønster. Jeg er selv vokset op, hos min mor. Min mor og far blev skilt, da jeg var 4-5 år gammel. Jeg føler ikke, at min far har levet helt op til sit ansvar som far. Jeg ved det er en hård udmelding, men det er ikke desto mindre sådan jeg har det. Jeg skal ikke gå i dybden her, da jeg ikke ønsker at hænge ham ud. Han er et godt menneske, uden tvivl, men jeg har valgt at droppe kontakten til ham, da jeg synes interessen fra hans side, ikke levede op til mine forventninger. Det ligger mig meget på sinde, at kunne være den far, jeg ville ønske jeg havde haft. Jeg tror og håber jeg er i stand til, at tage ansvaret meget seriøst, ellers havde jeg aldrig indvilget i, at lave barn.

Nu kommer vi til den hyggeligste af grundene. Det er nok også den grund, der motivere mig mest i dagligdagen. Jeg arbejder til daglig i en børnehave, hvor jeg hver evig eneste dag, bliver konfronteret med sjove sprogfejl, fantasivæsner, grineren misforståelser osv. fra børnene. Jeg elsker og kan ikke lade være med at fortælle fantasi historier til børnene. Når man lige fyrer sådan en god røverhistorie af og så ser de små blikke, der med det samme griber historien og tænker den godt igennem… dér lever jeg for fuld skrue. Jeg elsker jo de små hyggelige løgnhistorier, vi voksne bilder børnene ind, for dels, at holde traditioner i hævd men også for at møde børnene, et sted hvor vi selv af og til har brug for, at søge hen, nemlig fantasiland. Bare fordi vi er voksne, bliver vi jo aldrig færdige med at flygte fra virkeligheden, i ny og næ.

De traditionsløgne jeg selv elsker og også elskede som barn, inden jeg vidste at det var løgn, er f.eks. Julemanden, nisser og Tandfeen. Jeg tænkte som en gal over, hvordan Julemanden mon nåede rundt til så mange børn, hvordan nisserne klarede sig, resten af året, uden vores skål med risengrød eller hvad pokker mon Tandfeen så i mine tænder, siden hun ville lægge så mange penge til mig, under puden, hver gang jeg havde tabt en tand. Jeg håbede altid jeg ville nå at se dem, men det skete sjovt nok aldrig. Den slags traditioner vil jeg elsker at dyrke videre, for mit eget barns skyld og nok også lidt for min egen.

Igår dumpede der så et nyt og, for mig, hidtil ukendt fantasivæsen, ned fra himlen, nemlig: Suttefeen. Det var et barn i børnehaven, der havde haft besøg af Suttefeen. Hende har jeg aldrig nogensinde hørt om. Det lyder mest som en lidt lummer datingprofil på scor.dk, men jeg var nok klar over at det handlede om en fe, der indsamler børns sutter. Den er jeg helt sikkert med på. Jeg overvejer også om man skulle opfinde en bletrold, til når bleen skal smides? Kan man få nok fantasivæsner? Jeg elsker dem, men bletrolden bliver nok lige i overkanten, men hey, Suttefeen skal helt sikkert med i min pulje. Jeg er vild med det. Jeg er ikke tilhænger af at man lyver, men denne type løgne, som kan berige børns fantasiunivers, er da pragtfulde. Jeg ville så afgjort ikke have været foruden, som barn.

Hvorfor jeg vil være far, er selvfølgelig lidt mere komplekst, end blot disse ovenstående grunde. Der er jo også hele aspektet med, at se sine egne gener gå igen. Jeg er da mega nysgerrig på, hvordan børn af mig, vil se ud. Mit liv ville også få mere indhold, med et barn. Det skal ikke forståes, som at jeg intet har at foretage mig nu, men mere som en mangel på, at have noget, der er pisse vigtigt. Noget der gør, at jeg død og pine, skal holde mig til ilden. Noget der gør, at jeg ikke kan svigte. Noget det kræver mig i en sådan grad, at jeg ikke kan komme udenom. Vi har alle vores jobs, hobbyer, kærester osv., men intet er så krævende som et barn. Et barn kan ikke afleveres tilbage og vil kræve at du er forælder, resten af dit liv. I fatter ikke hvor meget jeg glæder mig.

Det er blevet lørdag og det er tid til, den længe ventede test. Jeg kan mærke at jeg, modsat sidste gang, vi tog testen, ikke har de store forventninger denne gang. Nogle vil måske mene, at jeg er blevet mere pessimistisk, men jeg synes ikke det er rart, at gå og glæde sig og skrue sig selv op til den store nyhed, hvis det viser sig, at testen er negativ. Så hellere forvente ingenting og så blive super glædeligt overrasket.

Jeg slå koldt vand i blodet, da jeg vågner kl. 6.50 lørdag morgen. Wow det er tidligt. Det er stadig ret mørkt udenfor og mine øjne kan slet ikke åbne. Jeg er mega træt og i to sekunder overvejer jeg, at skrive til regnbuemor, om vi ikke kan udskyde den test et par timer. Det slår mig dog hurtigt, at regnbuemor jo skal tisse og helst skal testes med morgenurinen. Det er måske for meget forlangt, at hun skal ligge og holde sig, fordi jeg er træt.

Heldigvis går der kun 5 minutter, så vågner jeg nok op til, at jeg også synes det er skide hamrende spændende. Jeg står ud af sengen og hopper hurtigt i noget tøj. Jeg skal være hos regnbuemor kl. 8. Det er faktisk en lidt særlig dag, for regnbuemors kæreste, er blevet en mere aktiv del af projektet, efter eget valg, naturligvis og skal nu være med til at teste. Det er lidt nyt for os alle tre og der er en masse ting der skal snakkes om. Pludselig har jeg jo en helt ny relation til regnbuemors kæreste, som bliver mere personlig mellem hende og jeg. Hun skal være en slags medmor, for mit barn, så det er vigtigt at jeg lærer hende ordenligt at kende nu. Jeg er heller ikke sikker på, hvilken rolle hun præcist ønsker, for jeg har jo slet ikke talt med hende om det endnu. Jeg har jo blot hørt det fra regnbuemor. Jeg glæder mig over, at hun vil være en del af det. Dels fordi hun jo er regnbuemors kæreste, men i høj grad også fordi hun er skide sød, kvik og har en lækker humor. De der kender mig og/eller har læst mine tidligere blogindlæg, vil vide at jeg sætter stor pris på humor. Humor er afsindig vigtigt i mit liv. Man skal kunne grine sig igennem det meste af livet, dog uden at tabe seriøsitet. Det synes jeg er super vigtigt. Det gør livet mindre tungt i svære situationer og resten af tiden, skaber det bare en lækker livskvalitet og et bånd mellem mennesker.

Det er som sagt den store testdag og jeg smutter ud af døren. Det er lidt koldt, men også en perfekt dag, at få et positivt testresultat. Solen er ved at stå op og livet er dejligt, som jeg går der på de stille gader. Jeg nyder freden, nyder naturen og nyder tanken om, at jeg potentielt kan gå hjem, om et par timer, velvidende at jeg skal have et barn. Jeg kan mærke at jeg begynder at skrue forventningerne lidt op igen. Uha det er lidt farligt. Jeg har jo netop forsøgt, ikke at forvente noget af idag, for at mindske skuffelsen, men kan nu mærke at forventningen kommer snigende.

Jeg når endelig hjem til regnbuemor. Det er lige oppe over nu. Jeg er faktisk ikke kun nervøs for testen, men også den nye familiekonstellation. Det er jo ikke fordi, at det er en ny konstallation, som sådan, men det er nyt at regnbuemors kæreste, skal være med til testen og vil være en lidt større del af skabelsen processen end hidtil.

Jeg banker på døren og regnbuemor åbner glad. Jeg træder ind i lejligheden og ser regnbuemors kærestes ansigt, som er et stort smil. Min nervøsitet falder en hel del lige der. Jeg kan se hun er lige så spændt som regnbuemor og jeg. Det er dejligt at se, så ægte en glæde og spænding, ved selvsyn. Jeg behøver ikke en masse ord, for at mærke at hun er helt på, med dette projekt.

Regnbuemor har virkelig ventet på at jeg skulle komme. Hun er lige ved at tisse i bukserne, så regnbuemors kæreste, sender hende fluks på toilettet, for at tisse i koppen. Regnbuemors kæreste og jeg sætter os ud på altanen med en kop kaffe. Vi sludrer lidt og regnbuemors kæreste fortæller mig, at regnbuemor faktisk burde have fået menstruation nu, så der er gode chancer for at testen er positiv.

Nu er der virkelig forventninger på, fra min side. Jeg kan mærke, at den oplysning glæder mig, sindssygt meget. Tænk hvis den tissepind er positiv idag. Regnbuemors kæreste er uddannet sygeplejerske, så jeg ser meget op til hendes faglighed. Hun ved jo noget mere om kroppen end jeg. Hun siger at det vil være vildt heldigt, hvis vi allerede er gravide i andet hug. Det er godt hun siger det kan jeg mærke. Det beroliger mig meget, at hun kommer ind i projektet og hiver mig tilbage til virkeligheden. Sandheden er jo, at vi kun har forsøgt to gange og de fleste prøver i halve til hele år, før de bliver gravide. Det sætter lige tingene på plads for mig. Det føles som om vi har været igang meget længere tid og hendes kommentar, gør at jeg nu sidder og tænker, at det vil være så dejligt hvis, vi er gravide, men er vi ikke, er der ingen grund til frustration. Det tager tid at lave et barn og et eller andet sted; Thank God for det. Så kan man jo nå at gå og overveje, hvordan man vil takle den opgave. Det er jo en kæmpe beslutning og selvom man ikke kan forberede sig på alt, så er det godt og sundt, tror jeg, at have gjort sig nogle tanker om hvad man kan forvente.

Regnbuemor kommer tilbage fra toilettet. Nu er det bare at vente på, at den kan aflæses. Vi snakker alle tre om det hele og tiden går. Pludselig bliver det tid til at vi skal ud på badeværelset, hvor pinden ligger, med det endelige resultat. Regnbuemor og jeg går lidt ved siden af hinanden, på vej derud. Jeg kan mærke, at jeg har lidt lyst til at løbe, men samtidig sætter jeg automatisk farten ned. Vil jeg virkelig se resultatet? Skal jeg ikke bare lade de andre kigge og overbringe mig nyheden? Nej jeg vil sgu se det med mine egne øjne. Jeg lægger mærke til, at regnbuemor og jeg lidt på skift prøver at sænke farten og lade den anden gå forest. Tydeligvis har ingen af os lyst til, at få det negative resultat smidt i hovedet, men uanset hvad, ændres resultatet jo ikke, ved at vi sætter tempoet ned. Pludselig er det som om, at regnbuemor tager teten og går målrettet derud. Jeg følger hurtigt trop og regnbuemors kæreste lige efter. Vi kigger på tissepinden. Reaktionen på resultatet falder prompte for regnbuemor og jeg, som får set pinden først. Vi er tydeligt skuffede. Der er kun en streg. Regnbuemors kæreste kigger den efter og kan konstatere, at den er negativ. Øv, øv, øv.

Hvor er det bare pisse irriterende. Vi vil så gerne have det barn. Jeg bliver rigtig ærgelig, men tænker lynhurtigt, at nu må jeg bare fokusere på næste sprøjteshow. Jeg prøver at regne mig frem til hvornår der mon igen er æg, imens regnbuemor og hendes kæreste stadig snakker om resultatet. Langsomt går det op for mig, at regnbuemor faktisk er super skuffet. Mere end sidste gang, tydeligvis. Jeg finder det interessant, hvordan vi reagerer forskelligt. Jeg ved at vi ønsker det barn lige meget og jeg ved at vi er skuffede begge to, men hvor er det egentlig interessant, at jeg sidder og tænker på næste omgang og ikke giver mig selv lov til at blive skuffet, mens regnbuemor tydeligt håndterer sin skuffelse. Der er jo intet facit på følelser og hvordan man reagerer på dem, men jeg tror svaret ligger i, at det er regnbuemors krop, der bliver startfeltet for barnets liv. Det er hende der skal mærke graviditetens glæder og ubehageligheder på sin krop. Hun har et helt andet lag af denne proces, hun skal forberede sig på, end jeg. Jeg ved hun føler forandringer i sin krop, når vi har insemineret. Det kan meget vel være psykisk og det kan også være det bare skyldes, at hun nu er mere opmærksom på sin krop, men det er altsammen med til at bygge en tanke, om mulig graviditet, op. Jeg har jo ikke nogle fysiske ting, ved min krop, jeg kan gå og bemærke og tillægge, en graviditet, som grund.

For at runde hele denne dag af, så er vi alle tre skuffede, men vi må op på hesten igen. Vi har truffet en beslutning om, at fortsætte det vi har gang i, men samtidig tage kontakt til lægen, for at høre om vores muligheder, for at få undersøgt om vi er i stand til at få børn.